Københavns Kommune
Udemokratisk, hvis borgerne ikke kan betjene sig selv
”Kan vi ikke bare bruge nogle af de nye systemer til at teste, om vores site er webtilgængeligt?”
Et spørgsmål, vi tit hører. Og jo. Det kan I til dels, men automatiserede værktøjer finder ikke alle fejl.
Når det er sagt, bakker vi selvfølgelig op om, at vores kunder bruger eksisterende teknologi, når det kan lade sig gøre. Evt. som supplement til vores manuelle tests.
Sådan fungerer vores samarbejde med København Kommune. Louise, Product Owner i København Kommunes Koncern IT, fortæller:
”Vi har i mange år brugt eksterne konsulenter i arbejdet med at forbedre webtilgængeligheden på Københavns Kommunes webplatform, fordi mange af kommunens borgere har brug for, at vores hjemmesider er webtilgængelige. Det vil jo være udemokratisk, hvis borgerne har problemer med at betjene sig selv.
Vi startede samarbejdet med Inqlude IT tidligere i år, og vi oplever dem som meget kompetente. Desuden kan vi godt lide deres sociale profil med konsulenter, som er ansat på særlige vilkår.
Vi har indarbejdet automatiserede tests i vores drift- og udviklingsprocesser, men det er nødvendigt at supplere med manuelle tests for at finde alle fejl, og det hjælper Inqlude IT med. Når testerne fra Inqlude IT finder fejl, sætter de altid et par ord på, hvad problemet er, i stedet for bare at henvise til tilgængelighedsstandarden, hvilket vi sætter pris på.
Når vi selv finder tilgængelighedsfejl, bliver vi nogle gange i tvivl om, hvordan de bedst løses. I den forbindelse er vi glade for at kunne modtage rådgivning på et højt niveau fra Inqlude IT’s folk; Som regel kan man jo løse et problem på flere måder, og her har vi brug for anbefalinger af, hvilken løsning der vil være den bedste for os. Og vi får altid – hurtigt – et godt svar.”
Det har Københavns Kommune fået lavet
Fuld tilgængelighedstest
Københavns Kommunes Koncern IT fik lavet fuld test af "event profiler", billedkarrusel og billedgalleri. Det er centrale komponenter, der anvendes en række forskellige steder på kommunens websteder. Ved at få sikret disse komponenter, undgår de at få kopieret tilgængelighedsproblemer ud på flere websteder.
Rådgivning og support
Vi gennemgik rapporten med Københavns Kommune og hjælp med konkrete løsninger til, hvordan de kunne rette de tilgængelighedsproblemer, vi fandt i testen. Og som altid sluttede vi af med at lave gentest af de rettelser, der blev foretaget.
Automatiske testværktøjer
Københavns Kommune anvender automatiske testværktøjer til løbende at monitorere tilgængeligheden af løsningerne. Vi hjalp medarbejderne med at forstå og prioritere de testresultater, der kommer fra disse værktøjer, så vi sikrer en fokuseret indsats.