Anton Thorsson er IT konsulent hos Inqlude IT, som er en nonprofit virksomhed, der arbejder for digital inklusion.
Han startede som kok, men er nu en af de stærkeste eksperter i Danmark indenfor webtilgængelighed. Anton arbejder med koordinering af test, udvikling af metoder til test samt afholder kurser i at tilgængeliggøre dokumenter.
Han har udviklet sig til at være en af de centrale personer i samarbejdet med Digitaliseringsstyrelsen om monitorering af offentlige websteder og mobilapplikationers overholdelse af webtilgængelighedsloven.
Anton har en autismediagnose (også kendt som Asperger), der har givet ham nogle udfordringer hen ad vejen, men som også har givet ham nogle kompetencer til at lære nyt og sætte sig ind i kompliceret stof.
Læs hans spændende historie her
Da Anton Thorsson gik i 8. klasse, skulle han lære om kvadratrod. Matematiklæreren viste, hvordan den blev udregnet, men Anton spurgte ”hvorfor?”. Læreren sagde ”sådan er det bare”, og Anton brugte en weekend på at søge forklaringer på internettet, indtil han fandt forklaringer, han forstod.
Den nu 38-årige konsulent hos Inqlude IT er hele sit liv blevet drevet af ønsket og behovet for at lære nyt, sætte sig grundigt ind i nye områder og først slippe interesserne igen, når han har forstået alt.
Som barn var der ikke rigtig noget, som ikke interesserede mig. Når jeg havde fundet en ny interesse, kastede jeg mig ind i det fuldt ud. Det var lige fra astronomi og fotografi til matematik og også fodbold, hvor jeg hurtigt lærte alle reglerne, forklarer han.
Kok i København
Anton havde som ung en tendens til at skille ting ad, som for eksempel familiens kaffemaskine eller ure, for at se, hvordan de hang sammen. Han elskede at lære, at søge oplysninger, blive selvlært ekspert, indtil han nåede et mætningspunkt og kastede sig over næste spændende emne.
Han er født på Island i 1984 og flyttede som 13-årig til Als sammen med sin familie. Allerede i 7. klasse meddelte han, at han ville være kok. Et kæmpestort område, hvor man aldrig kunne få viden nok. Det var ikke så meget selve madlavningen, der fangede hans begejstring, men mere den naturvidenskabelige del af faget – hvad passer sammen, og hvordan reagerer de forskellige råvarer og processer på hinanden. Anton kom i lære som kok i København.
Jeg lærte hurtigt, at den vigtigste del af en koks arbejde er ikke selve maden, det er forberedelse og have overblik over de mange bestillinger. Man skal kunne bevare roen og have overblik og være skarp på planlægning, siger han.
Kok i København
Efter at have gennemført uddannelsen flyttede Anton til Aalborg, hvor resten af familien også havde slået sig ned. Han arbejdede flere forskellige steder, fordi han til stadighed var nærmest afhængig af at udvikle sig. Han blev med egne ord arbejdsnarkoman, og hans trang til evig kontrol gjorde det svært for ham at uddelegere opgaver, så han løste dem som oftest selv.
Jeg brændte ud og gik ned med stress. I den forbindelse fik jeg diagnosen Aspergers, hvilket både var skræmmende men også en forløsning – endelig var der en forklaring på mine udfordringer. Det var Aspergers, der var årsagen til mit behov for hele tiden at lære nyt, forklarer Anton.
Han blev enig med sundhedspersonalet om, at det ikke ville være sundt at gå tilbage til kokkefaget, og i stedet fik han et halvt års arbejdsevneafklaring hos IT-firmaet Special Minds. Umiddelbart herefter blev han ansat hos nystartede Inqlude IT, hvor han har været siden. Her føler han sig godt tilpas med opgaverne, med ansvaret og med kollegerne.
Meningsfuld fremtid
Anton har ingen formel it-uddannelse, men er selvlært og nyder godt af sine kompetencer som overblik, planlægning og nysgerrighed.
Alle kollegerne har en lignende diagnose eller har arbejdet sammen med nogen, der har. Det betyder, at der er stor forståelse for behovet for selv at have indflydelse på egne arbejdsdage. Hvis jeg kan mærke, at jeg har brug for at fordybe mig i et område, så beder jeg om det, og som regel får jeg lov, fordi det også er til firmaets bedste, siger han og peger på Inqlude IT’s speciale i webtilgængelighed som vigtigt for ham.
Det giver så meget mening for mig, at websider og apps selvfølgelig skal være tilgængelige for alle, uanset et muligt handicap. Det vil jeg rigtig gerne være med til at sikre ved at bruge det, jeg har lært.
I fritiden har Anton – belært af sin stressperiode – også givet sig selv nogle grænser for tidsforbrug. Han er i gang med at udvikle software til skibskaptajner sammen med både danske og udenlandske partnere, og der har han lovet sig selv, at han max må bruge en time om dagen på hverdage og seks timer i weekenderne.
Jeg fotograferer, tegner og maler også stadig, så jeg keder mig ikke. Hvis jeg skal kigge ud i fremtiden, så er jeg stadig hos Inqlude IT og udvikler mig selv. Der bliver nok mindre og mindre brug for os på den tekniske del med at finde løsninger på problemer, men i stedet tror jeg på, at kunderne vil efterspørge rådgivning om tilgængelighed på et tidligere tidspunkt i deres udviklingsforløb, håber Anton Thorsson.