Værktøjer til test: Forstørrelse af tekster og indhold

Et vigtigt aspekt af webtilgængelighed er evnen til at forstørre tekst og indhold uden at miste funktionalitet eller mening. For at opfylde tilgængelighedskravene skal tekst indhold kunne skaleres og tilpasse sig forskellige skærmstørrelser og -retninger. Det er vigtigt, at ingen funktionalitet eller vigtigt indhold går tabt på grund af manglende tilpasning, da det kan gøre løsningen uanvendelig for nogle brugere.

Vi har samlet et overblik over de tests, der skal udføres for at sikre, at indholdet tilpasser sig korrekt, når brugeren anvender tekstforstørrelse eller benytter løsningen på forskellige skærmstørrelser og i forskellige retninger.

Tekstforstørrelse

Forøg skrift størrelsen op til 400%:

I de fleste webbrowsere kan du forstørre tekst ved at holde ctrl-tasten nede (eller cmd-tasten på Mac) og trykke på + flere gange. Sørg for, at tekstindholdet forbliver læsbart, og at der ikke opstår behov for vandret scrol.

Responsivt design

Skift mellem forskellige skærmstørrelser og orienteringer:

For at teste forskellige skærmstørrelser og orienteringer kan du bruge værktøjer som Chrome DevTools til at simulere forskellige skærmstørrelser. Skift mellem vandret og lodret orientering for at sikre, at indholdet tilpasser sig korrekt. Sørg for, at ingen elementer overlapper eller bliver utilgængelige.

Læsbarhed og kontrast

Test kontrastforholdet:

Brug værktøjer som WebAIM’s kontrast tjekker til at kontrollere, at kontrasten er mindst 4.5:1 for normal tekst og 3:1 for stor tekst. Forøg skrift størrelsen og kontroller, at kontrasten forbliver optimal for læsbarhed.
Læs også: Vores artikel om værktøjer til at teste kontraster.

Billeder med tekst

Erstat tekstbilleder med faktisk tekst:

Hvis der er tekst i billeder, bør du erstatte disse med HTML-tekst, altså faktisk tekst som en skærmlæser vil kunne identificere. Kontrollér derefter, at tekst kan tilpasses og forstørres uden kvalitetsforringelse.

Værktøjer og metoder

Effektive tilgængelighedstests kræver både automatiserede og manuelle metoder. Automatiske værktøjer som for eksempel QualWeb identificerer hurtigt problemer, mens manuelle testmetoder baseret på WCAG-EM og “Trusted Tester”-metoden giver dybdegående evalueringer. Disse metoder sikrer, at websteders indhold – især tekstforstørrelse og layouttilpasning – overholder tilgængelighedsstandarderne. Ved at kombinere disse værktøjer kan du sikre, at digitalt indhold forbliver tilgængeligt og brugbart for alle dine brugere.

For yderligere information, besøg for eksempel Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside: https://digst.dk/digital-inklusion/webtilgaengelighed/vejledning/manuelle-testmetoder/tjek-struktur-og-layout/

Del dette indlæg